Syng Selected 🌟

Syng Selected 

Syng Selected er et rytmisk a capella-kor bestående af 32 af Danmarks dygtigste, unge korsangere i alderen 18-30 år. Koret blev dannet i 2014 og har i løbet af kort tid opnået stor anseelse inden for rytmisk kormusik. Syng Selected mødes 4-5 gange årligt for at øve sig og gøre klar til koncerter. Vi tilbringer en hel weekend sammen, hvor vi har et tætpakket program med øvning af nyt og gammelt repertoire, udforskning af sangernes sangteknik, performance og kunstnerisk arbejde med numrene, og ikke mindst tid til at dyrke fællesskabet.


Koret opholder sig i weekenderne på en af landets skønne efter- eller højskoler, og weekenden sluttes ofte af med en koncert på den pågældende skole som tak for husly. Derudover vil vi rigtig gerne snakke med eleverne om det at synge i kor og alle de fede ting der følger med.

Det er en del af vores vision om at udbrede korsang blandt unge mennesker. 


Kender du en efterskole eller højskole, der kunne være interesseret i at huse Syng Selected en weekend, og til gengæld få en weekend fyldt med liv, musik og til slut en koncert med et af landets bedste rytmiske ungdoms a capella kor? Eller et spillested, en kirke, en firmafest, en festival eller andet, der kunne bruge en koncert med et af landets bedste rytmiske ungdoms a capella kor? Så kontakt os via vores kontaktformular!

Korets samarbejde med foreningen SYNG

Syng er en ungdomsfraktion af moderorganisationen Kor72 med egne vedtægter og egen bestyrelse. Foreningens erklærede formål er at udbrede forståelsen for, samt værdien af korsang og kendskabet til korsang blandt unge. Det er organisationens formål at varetage kulturelle og musikalske interesser for danske ungdomskor med unge sangere mellem 10 og 30 år. Endvidere er det Syngs formål at fremme den demokratiske udvikling gennem organisatorisk støtte til danske ungdomskor.

 

Foreningen Syng er initiativtageren til elitekoret Syng Selected. Idéen omkring Syng Selected er opstået med en vision om at have et flagskib til at udbrede, hvad korsang gør for unge. Hvordan korsang styrker sociale kompetencer og sammenhold og giver livskvalitet.

Foreningen Syng søger om støtte for at opretholde driften af elitekoret Syng Selected.

Formålet med projektet

Syng Selected er et elitekor, der skal tilgodese dygtige unge korsangere i hele landet. Syng Selected ønsker at udvikle de største talenter inden for rytmisk kor, så de får en platform, hvor sangerne kan udvikle sig mest muligt. Dette medfører et rytmisk kor på et internationalt højt plan, og på den måde bliver Syng Selected en platform, hvor man kan udvikle sit talent, samtidig med, at man indgår i det store fællesskab, der opstår blandt ligesindede. Med Syng Selected-initiativet får de unge talenter mulighed for at arbejde sammen med nogle af landets førende korledere inden for rytmisk kormusik samt andre unge korsangere på samme høje sangtekniske niveau.

Syng Selected har skiftende dirigenter på hver et toårigt forløb for at sikre en løbende udvikling af koret.

 

Syng Selected er, udover et elitekor, også et sted, hvor de unge sangere kan få erfaringer med PR, fundraising og foreningsarbejde i det hele taget, da der er etableret en bestyrelse bestående af sangere fra koret og repræsentanter fra foreningen Syng. Dette kan give sangerne en større ejerskabsfølelse, samtidig med, at de erkender realiteterne, udfordringerne og mulighederne ved at drive en kulturforening. Dette er kompetencer, som medlemmerne kan bruge, genbruge og videreudvikle i egne eksisterende kor og foreninger.

 

Syng Selected afholder korweekender på skiftende lokaliteter rundt omkring i landet, så der er større mulighed for at inkludere nationale talenter på landsplan. Dette er med til at sikre, at Syng Selected fungerer som ambassadører for udvikling af kormusik og talentudvikling nationalt.

For hver øveweekend afholdes der en koncert på lokaliteten for at vise på landsplan, hvad man kan skabe med rytmisk kormusik.

Optagelse i koret

I øjeblikket søger vi ikke nogle sangere, men det sker jævnligt, at der kommer en ledig plads i koret.
Tilmeld dig vores mail-liste herunder og få direkte besked næste gang vi søger nye sangere.


Synes du, at musikalsk fællesskab, kor på eliteniveau og ind- og udlandsrejser lyder som noget for dig? Så bliv en del af det prisvindende kor Syng Selected! Koret mødes 4-5 gange årligt på øve-weekender rundt omkring i Danmark, hvor vi opholder os på højskoler og efterskoler, som låner os deres faciliteter. Sangerne får ofte tilsendt noder og øvefiler inden weekenderne, så vi kan fokusere på udtryk og finpudsning, når vi ses.


Vi er alle engagerede i koret administrativt gennem forskellige udvalg, som beskæftiger sig med specifikke områder af korets drift - det kan være alt fra sociale arrangementer til booking. Det er derfor vigtigt, at du også har interesse i at engagere dig i dette aspekt af koret.


En audition foregår ved at sende en mail til den til den tid oplyste mail og her skrive dit fulde navn, samt hvilken stemmegruppe du ønsker at komme med i. Vi vil derefter vende tilbage på din mail med noder og anvisninger til, hvad vi gerne vil høre fra dig. Din audition kommer til at bestå af en mail med lidt tekst om dig selv og et par videoer, hvor du skal vise os dine sang- og kor-evner.


Vi glæder os til at høre fra dig!


Tilmeld dig vores mail-liste og få direkte besked næste gang vi søger nye sangere:

Mail-liste: https://mailchi.mp/a30daaa250ab/maillistesyngselected

Hør os på Spotify

Musikvideoer

Kontakt

Har du en idé til, hvor vores næste koncert skal være? Eller har du spørgsmål om koret, dirigenter, arrangementer, koncerter, foreningen Syng eller andet, så kontakt os på:


kontakt@syngselected.dk

Find os på de sociale medier.
Klik på ét af ikonerne herunder!